01/01/2002
NIELS KLAPPER FISKEN
En H-mol lige i panden Januar 2001
Det ville være
en hån overfor mangeårige trofaste fans at kalde En
H-mol lige i panden for en debut, for det er i høj grad
den overvældende positive respons på vores tidligere
demo-udgivelser (og koncerter, for den sags skyld), der
har givet os energien til denne "rigtige" cd-udgivelse med ægte
stregkode og katalog-nummer.
Egentligt havde vi opgivet al håb om den forjættede
pladekontrakt. Vi har nemmerlig set i fjernsynet, at man helst skal
være både rig og berømt for at være noget
ved musikken, men som et lyn fra en klar himmel, kom det
forholdsvist ukendte pladesel(v)skab m.m., "SØN, SØN,
FAR & SØN" og tilbød os en pladekontrakt med lovning
på et privat jetfly og et hangarskib, hvilket man
på trods af en ellers jomfruelig og absolut ukommerciel ideologi
ikke sådan siger nej til.
Egentligt startede NIELS KLAPPER FISKEN helt tilbage i 1991
som et Ramones-inspireret dansksproget punk-band, men efter en pause
på 1,5 år fandt forsangerne og sangskriverne Torben
Møhlenberg og Peter Løvschall deres obskure tekster
frem igen.
Med en ny besætning; Megl Pehn (Trommer), Kinky Jürgen
(Orwl) og Martin HELLgren (Bas m.m.) blev det musikalske udtryk
ændret til melodisk pop-rock, vise-sang og lidt elektronisk
lir, krydret med skæve akkorder og åndssvage breaks.
En stor del af NIELS KLAPPER FISKEN's musik er desuden præget
af deres store forkærlighed for jamaicansk reggae- og skabeat.
Stil-forvirret? Jeps det er vores mellemnavn. Der er ingen
hellige køer i Niels Klapper Fiskens musikalske legestue.
Med Jens "Blå" Thorup (Trompet) og Sunny B (Saxofon)
en kombineret blæser- og dansegruppe, føres
Klapperfiskfesten™ helt ud, hvor vandet går til
navlen. Sunny B er også manden bag et af de indtil flere ekstra-skæve
indslag på "En H-mol lige i panden".
NIELS KLAPPER FISKEN synger på dansk, og teksterne
udgør en vigtig del af vores rablende univers: Små
tragikomiske historier med en perfid overtone måske
overfladiske, men alligevel subtilt samfundskritiske og aldeles
umoralske. Randrusiansk asocialrealisme?
En H-mol lige i panden bliver distribueret via Mis.Label
aps og er tilgængelig i landets pladeforretninger ultimo
januar 2002.
Vil du vide mere?
Læs Lyt Download pressebilleder Se venindesiderne
Se live-billederne Læs hvordan det hele startede
på www.nielsklapperfisken.dk
|