22. Februar 2000
Niels Klapper Fisken klapper ikke fisken...

Tvært imod har vi længe været opmærksom på dyrs lidelser, afledt af menneskets laden og gøren.

Guldfiskene på Trapholt er blot endnu et eksempel herpå, og vi er nogle stykker, der længe har ventet på disse animalske martyrer.

Det skrev vi en sang om for længe siden, og vi har nu - i solidaritet med de afdøde fisk (og deres familie) - tilføjet endnu et vers til denne sang. Det går som følger:

Guldfisken George var meget stolt,
museumsgenstand på Trapholt.
Han opdagede først at han var avantgarde,
da han hørte blenderens motor starte.


Lyt til "Hvornår Kommer Far Hjem?"
Klik her

Bemærk: Du skal bruge Realplayer for at lytte
.

Sangen er ikke bare dedikeret til de dyr, der dør, men især også til deres familie og børn, der venter derhjemme.

Tænker du f.eks. på, hvor mange brødre og søskende en myre har ?!? Alle de små myrer, som menneskene ubemærket træder op under skosålerne, har faktisk et fantastisk familiesammenhold. Det sker hver eneste aften, at der er tomme pladser ved aftenbordet i myretuen - pladser, der forevigt vil stå tomme, fordi en anden skabning - mennesket - kom forbi.

Tror du måske, at biller er kommet med storken? Nææh... de har rent faktisk forældre af kød og blod, der bliver kede af det, når deres legende børn bliver kørt over af plæneklipperen.

Har du nogensinde tænkt på din bils forrude som en slagtehal for fredfyldte insekter, der flyver rundt og nyder solskinsvejret? Klik her for at lytte til sangen "Hvornår Kommer Far Hjem?"

Din hverdag er også en massakre!!!

Hvornår kommer far hjem?
Tekst: Peter Løvschall & Torben Møhlenberg
Musik: Torben Møhlenberg


Myren Mogens på morgentur
var glad for livet - aldrig sur
forlod for hurtigt myrebestanden
med en Ecco-fodsål trykt i panden

Frank han var en finke så fri
fløjtede flot og fløj forbi
troede han, men da han åndede ud
vidste han hvor'n en vinduesrude så ud

Musen Magnus kendt fra taget
Nåede knapt at mærke slaget
Samt det voldsomme hekseskud
For osten så jo så lækker ud

Hjemme stod den lille og spurgte sin mor
"Mor, mor, hvornår kommer far ?
Hvorfor græder du ? Tag og svar."
"Smut du bare ind i seng min skat.
Far kommer sikkert hjem senere i nat."

Billen Benny var let til bens
Gik rundt og syntes græsstrå var ens
Han ku’ sagtens undvige, når der blev gået
Men var ikke hurtig nok, da græsset blev slået

En sommer fløj sommerfugl Søren forbi
en sommertrafikeret hovedvej 10
Et kort øjebliks uopmærksomhed
gav sprinklervæske og evig fred

En enorm orm Ole på orlov
åd af æblet, hvor han sov
Et sommerhus så sikkert og rundt
indtil hans bagkrop forsvandt i en mund

Hjemme stod den lille og spurgte sin mor :
"Mor, mor, hvornår kommer far hjem?
Overnatter han på KFUM ?"
"Smut du bare ind i seng min skat.
Far kommer sikkert hjem senere i nat."

Peter Pindsvin på pærerov
Forsvandt i Petersens pæreskov
Rygtet gik, at Peter løb væk
men sandheden findes mellem vej og dæk

Frode var en flue så fed
En fredag formiddag fik han fred
Han anede ikke, der var fare på færde
Da han satte kurs mod en 60 Watts pære

Aborren Anders svømmede kæk
rundt i sin idylliske bæk
Fik ambitioner, vidste verden var stor
Men hvorfor valgte han dog Mariager fjord

Hjemme stod den lille og spurgte sin mor :
"Mor, mor, er alt som det skal være ?
Eller tror du, far har en affære?"
"Smut du bare ind i seng min skat.
Far kommer sikkert hjem senere i nat."