NKF anmelder...

18. August 2001
Hattens telt, Randers festuge

Se billederne fra koncerten her

Tid til hjemmebanejob. Nej, hvor vi havde glædet os. I dagene op til jobbet modtog resten af NKF følgende mails fra "Den sidste trommeslager i byen":

13/8 Hej fisk, 4 dage, HURRA HURRA, Mvh. megl

14/8: Hej fiskefolk, 3 dage, HURRA HURRA. Som I kan se, glæder jeg mig rigtig meget til at spille i Randers. Jeg tror, det bliver rejtig hyl. Mvh. megl

15/8: Hej Fissefolk - fiske-folk, 2 Dage, HURRA HURRA. megl

16/8: Hej gutter ses i morgen-glæder mig, megl

Vi andre havde det på samme måde - vi var bare ikke så gode til at formulere os som Megl.

  Megl på vej fra København til job i Randers – Her i færd med at lave et badge med teksten "Jeg er pisse-fin".
Og det er han!

Skidefornemt skulle det være! Så de flinke folk fra Café von Hatten havde hyret Langå-bandet DeMiRock til at varme publikum op for os. Det gjorde de dæl’me godt — de havde selvfølgelig også deres egen trommeslager med (på Vestpark Festival d. 4/8 havde de lånt "Den sidste").

Ikke en eneste Blå Thor var blevet solgt i Hattens telt i løbet af Randers festuge, så vi startede vores koncert med en lille korsats, der mere end antydede, hvad vi gerne så på bardisken. Det lykkedes så først i pausen en times tid senere at få gang i salget af de Blå. Stor fejl fra Hattens side!!!

Vi talte ca. 463 glade mennesker, der var i feststemning. Så første nummer efter korprøven kunne kun være "Klapperfiskfest". Festen startede der!

Under hele koncerten virkede de første fem rækker med publikum som sufflørgruppe for os. De ku’ s’gu teksterne, bedre end vi ku’. Måske lidt pinligt, men hva’….?

Der var også godt gang i festen på scenen. Under et af de nyere numre — "Møllen" — ville Møhlhubrag lige være smart og slynge sin mikrofon rundt (som et møllehjul — det virker for de store) med det resultat, at mikrofonen slap sit tag i kablet. Ingen kom heldigvis til skade, da Sunes stedfader resolut greb den med sin armhule — han var netop blevet træt af at klappe med hænderne over hovedet.

Da han ikke kunne få lyd ud af sin fangst, sendte han den venligt tilbage til en noget flov forsanger. Torben, brug Gaffatape næste gang — ligesom de store.

NKF vil gøre alt for penge, så i andet sæt blev publikum for første gang introduceret for R&B-stjernen Sunny B. Lad vær’ med at sige det til nogen, men det er i virkeligheden Sune med solbriller. Numret "Klapper du fisk — som jeg gør?" faldt i så god jord, at salget af "I love Sunny B"-badges eksploderede. Om det hænger sammen med det massive fremmøde af Sunes familie, skal vi her lade være usagt, men Sune skal måske finde på noget andet til julegaver.

  Hele aftenen stod et par fyre foran scenen med en stakkels gummifisk fra OBS. Hvis ikke Niels fik klappet fisken denne aften, så gjorde de to ungersvende. Stakkels Billy!

Efter 4 ekstranumre fik vi kørt vores udstyr tilbage til øveren, hvor Megl med megafon gav en helt klar forklaring på, hvorfor vi løb tør for øl på scenen (han var vist lidt beruset). Den sidste er åbenbart blevet frelst af Jesus for nyligt, i hvert fald skulle to piger på vej op ad Mariagervej høre om, hvordan det bob-bob-bob-bob-boblede i hans krop. Den ene blev så irriteret, at hun næsten fik sparket Megl i fjæset.

  Megafoner er – af en eller anden grund – sjovest når man selv synger i dem.

Ja, vi løb tør for øl på scenen, idet nogle åbenbart nye Hattenfolk, der ikke kender os, havde placeret kildevand på scenen. Hvordan det smagte, ved vi ikke, men flaskerne var gode til at vælte, så noget blev de da brugt til.

En stor tak til publikum for fed opbakning — I var pissefine! Kim og Stig for lyd, Kent for lys og MSM for konf. — I var også pissefine!

Randers. Vi ses til jul!

Hvad mener du om koncerten? Skriv din mening her
Tilbage til Kommende koncerter
Tilbage til NKF anmelder NKF